Q&A med Mie Mølgaard

Hvor finder du inspiration?
Min inspiration finder jeg mange steder. Den findes bl.a. i madvarers møde med kniven, og arkitekturens møde med naturen. Jeg synes at menneskets møde med naturen giver nogle interessante kontraster. Derfor findes inspirationen også i mit eget arbejde med leret, gipsen og diverse andre materialer.

Hvordan vil du beskrive dit personlige udtryk?
Jeg elsker form, og jeg elsker at lege med form. Derfor er form, funktion og overflade altid i fokus. Mit udtryk kan vel beskrives som stramt, men legende. Det er et farverigt univers, hvor man sagtens kan blande produkterne sammen, og skabe sine egne kombinationer.

Hvilke temaer og koncepter optager dig?
Teknik, funktion, formgivning og sanselighed er de fire temaer der bliver ved med at gå igen.

Jeg forsøger at lave produkter hvor formgivning, teknik og funktion fremmer sanseligheden hos brugeren. Ved eksempelvis at lave en kop med en asymmetrisk drikke- vinkel, og en silkeblød overflade er det min intention at brugeren bliver nødt til at være tilstede med koppen når brugeren drikker af den. Mit ønske er at fremme folks tilstedeværelse og nærvær i deres hverdag.

Hvilke tanker gør du om valg af ler/porcelæn til dine arbejder?
Jeg har valgt porcelæn som mit materiale, fordi mine indfarvninger står klarest frem med det hvide porcelæn som baggrund, og støbning som min teknik fordi den gør det muligt af lave komplekse forme, med helt ensartet skærv­tykkelse. Jeg må også indrømme at jeg personligt er drevet af at beherske porcelænet og de udfordringer det giver mig.

Beskriv dit værksted
Mit værksted ligger i en gammel smuk 3-længet bygning fra 1848 i Rønnes gamle bydel, og er en del af Sjøgaarinj som også huser keramiker Mikael Geertsen, Galleri Køppe Contemporary Objects og Gevandt. Her kommer man først igennem produktionen, og ender i værkstedets hjerte, butikken, hvorfra jeg sælger både mine og andre bornholmske kunsthåndværkeres ting.

Hvad tiltaler dig ved dine foretrukne arbejdsmetoder? Støbning, indfarvning mm.?
Jeg arbejder med indfarvet, støbt porcelæn. Porcelænet står uglaseret, men håndslebet på ydersiden og giver en smuk kontrast til det blankt glaserede indre. Dette gør jeg for at fremhæve produkternes form, og fremme produkternes taktilitet.

Hvor kan læserne finde dig?
@mie_moelgaard_ceramics (instagram)
Mie Mølgaard Ceramics (Facebook)
miem.dk (hjemmeside)

Butik:
Raadhusstræde 1a, 3700 Rønne, Bornholm

Vil du have mere inspiration?

Ved at klikke 'Acceptér Alle' så giver til tiladelse til at vi må indsamle information om dig til forskellige formål, hvilket inkluderer: Funktionalitet, Statestik og Marketing