Viden & passion siden 1975
Historien om Cerama begynder med to brødre. To ildsjæle med passion for keramik, teknik og håndværk. I en kælder begyndte de i 1975 at udvikle et lettere alternativ til datidens store og tunge keramikovne for at gøre arbejdet mere tilgængeligt og funktionelt for keramikere. Samtidig arbejdede de med udviklingen af blyfri glasurer, længe før det blev standard i branchen, drevet af ønsket om at skabe bedre løsninger for både mennesker og værksteder. Siden da har Cerama været familieejet, og det er vi stadig i dag. Flere af dem, der var med helt fra begyndelsen, er fortsat en del af Cerama og bærer den samme faglighed, erfaring og passion videre hver eneste dag.
Gennem generationer voksede virksomheden videre, og det, der begyndte i Danmark, blev med tiden til en større keramisk familie i Skandinavien. Alt for Keramikk i Norge blev en del af Cerama i 2022, og netop nu i 2026 samles Cebex Keramikexperterna i Sverige under samme navn. Det markerer begyndelsen på et nyt fælles kapitel for Cerama i hele Skandinavien.
Cerama har altid været drevet af nysgerrighed og lysten til at udvikle nye løsninger for keramikere. I 2021 lancerede vi verdens første miljøcertificerede glasurserie til keramik. Et ambitiøst projekt, som senere blev udfaset, fordi markedet og de hurtigt skiftende certificeringskrav gjorde det vanskeligt at vedligeholde over tid.
I over 50 år har vi inspireret kreative mennesker, fra hobbykeramikere og kunstnere til skoler, undervisere og professionelle værksteder. Vi tror på nærhed, ordentlighed og menneskelig rådgivning, og vi værner stadig om det håndværk og den viden, virksomheden blev bygget på. I dag er Cerama et fælles skandinavisk keramikhus, bygget på passionen for keramik og glæden ved at skabe med hænderne.