Michael Geertsens ledetråde til nye keramikere

I april 2019 kører Keramikkamp over skærmen på TV2. Michael Geertsen er dommer. Her i Ceramas tredje artikel med keramikeren, fortæller han om forventningerne til at keramikken bliver allemandseje og udsigten til at keramikmiljøet vokser, når udsendelserne inspirerer flere til at blive keramikere. Men hvad skal der til for at lykkes? Her får du Michael Geertsens gode råd. Vi kan løfte sløret for, at han ikke tror på geniet. Han tror på hårdt arbejde. Hårdt arbejde, uddannelse og en sans for at lytte til markedet.

Af Dan Boding-Jensen, Cerama

I de to foregående artikler, har Michael Geertsen delt sin egen historie og sine holdninger til hvad der gør den gode keramikers formsprog godt. I denne artikel taler vi om, hvad det betyder for faget, at lægmænd og aftenskolernes glade amatører bliver inviteret med i den store samtale om keramik.

Læs mere

Hvad kommer Keramik-Kampen til at betyde for keramikken i Danmark?

Jeg tror det kommer til at virke som vand på en mølle. Den store trend lige nu er at kaste sig over keramik. Sidst vi oplevede det, var i 1970’erne, men det virker som om det er endnu større nu. Stort set alle går jo til keramik om onsdagen fra kl. 20.00 – 22.00 i dag. Jeg hører om endeløse rækker af jurister, som nu er gået i gang med keramikken.

Internt i miljøet er vi fuldstændigt enige om vigtigheden af, at vi har vores fagsprog. Det sprog skal de nye lære uden at kunne støtte sig op ad en egentlig uddannelse. Så jeg håber at det keramiske rum bliver italesat. Det ville være ærgerligt, hvis det løber ud i sandet. At en hank bliver til et håndtag.

Jeg håber selvfølgelig også at nogle lægfolk vælger at uddanne sig og bliver til nye fagfolk. At der kommer en ny stærk generation af dygtige pottemagere, keramikere og designere med en levende underskov af lægfolk. Det bliver faktisk ret spændende at følge.

Hvad kan Keramik-Kampen give danske keramikere?

De kan med rette glæde sig, fordi nu kommer der endelig et dansktalende program, som omhandler keramik. For mit eget vedkomne er det forhåbentlig den platform, hvor jeg i en større forsamling kan sprede nogle pointer om hvad keramik er – og hvorfor. Jeg savner en fælles erkendelse og accept af at der findes lovbunden kunst. At noget er bedre end andet. Og hvorfor det er det.

Hvis du tager til Kreta og går på Knossos templet og ser det de lavede for 4000 år siden, så er det bare en deroute, hvis vi ikke gør vores bedste, når vi i dag betvinger leret. Hvis man påstår at man uden skoling kan nå det stadie, så vil jeg påstå at du ikke har set ordentligt efter.

Har du tre gode råd til nye keramikere?

Det handler om at orientere sig, at uddanne sig og om hårdt arbejde. Arbejde, arbejde og arbejde. Det handler ikke kun om at røre glasur op eller at sidde og dreje. Det handler lige så meget om at læse, om at gå på Thorvaldsens Museum og om at prøve at forstå fx den tidlige klassicisme. Det kan også være at have en bog liggende på natbordet, som man slår op i for at orientere sig, når man vågner om natten.

Du kan sammenligne det med at blive god på en guitar. Selvom du er professionel, skal du øve skalaer hver dag. Selvom du synes at det er dødssygt, så skal du på drejeskiven hver dag. Der er ingen undskyldning for ikke at have en næsten slavisk tilgang til dagligt kunstnerisk arbejde.

Jeg tror ikke på geniet. Jeg tror på hårdt arbejde. Så kan geniet måske kigge frem pletvis, men der er ikke nogen, som er født med en større indsigt end andre. Arbejde handler både om det rent fysiske – at producere, at tømme ovnen og at glasere , og om en nysgerrighed, der holder gryden i kog. Det er jo ikke nok, at du er dygtig til at dypglasere med en tang eller at du kan din pølseteknik. Du skal simpelthen kunne det hele. Ligesom med guitaren.

I sidste ende er det for at opnå den frihed, der skal til for at tale det sprog som keramikken er. Det er ikke fordi jeg bare ønsker at arbejde, men det er for at opnå en frihed, som gør at du favner det så meget, at du tænker at ”det gør jeg da bare – det kan jeg da bare”.

Hvad kræver det, hvis man skal lykkes med at sælge sit arbejde?

Hvis man arbejder med keramiske skulpturer, så er de fleste vel indforstået med at salget ikke er det vigtigste. Det er selvfølgelig skønt at få det solgt og få økonomien til at hænge sammen. Men det vigtigste må være, at man får stillet sine ting ud et sted, hvor der er nogle diskussioner om hvad ens ting er og hvorfor.

Hvis man skal sælge sit arbejde, skal man have en meget veludviklet sans for hvad folk vil have. Man skal ikke være bange for nærmest at lave brugerundersøgelser. Man skal orientere sig i, hvad folk kan lide. Gå i de store magasiner og se hvad der er fremme på hylderne, og så ramme den aktuelle trend. Hvis salget er meget vigtigt, så skal du være den første der tilbyder Imerco konkrete produkter som favner de nye trends. Det er simpelthen et spørgsmål om at have antennerne ude.

For mig er det jo vigtigere at have en kunstnerisk agenda end at sælge. Det er jo derfor jeg er så mager som jeg er. Jeg vil til hver en tid agitere for, at man forfølger et koncept, der kommer indefra. Noget, man selv har formuleret.

Her til sidst: Er der noget du selv mangler at lære?

Jeg ved ikke om der er noget, jeg mangler at lære. Men der er noget, jeg ligesom er gået en bue udenom i rigtig mange år, som begynder at presse på. Det, der hører til det mere håndholdte. Jeg har for eksempel aldrig lavet raku. Jeg har aldrig brændefyret. Alt det der, hvor man lugter af spejder bagefter. Der har jeg altså ikke været.

Jeg kunne godt tænke mig at prøve det. Det med at putte pinde ind i en ovn hele natten. Det er jo også lidt flabet at signalere, at der er en eller anden ideologisk linje mellem de der brændefyrede folk og så en renset udgave, som jeg repræsenterer.

Det ene er ikke bedre end det andet, men friktionen mellem de to grupper har altid givet bedre kunstneriske miljøer. Det er bedre, at vi driller hinanden, end at vi går og klapper hinanden på skulderen.

Læs del 1
Læs del 2