Netop. Stone Age Deacon på Bornholms Stemme er et godt eksempel på den mekanisme. Her har jeg kredset om stenalderkarret. Udgangspunktet var at se på, hvordan ser det første kar så ud, som vi har lavet som civilisation. Og så prøve at lokke essensen ud af det og skabe et samtidsværk. Et værk, som på en eller anden måde går i dialog med historien.
Det er en refleksion over stenalderkarret i en dekonstruktivistisk tid. I en dekonstruktiv kontekst. Det er knyttet til tiden, da jeg ankom til Bornholm. Jeg er ikke den eneste pottemager, som har opdaget stenalderen. Folk som Lauritz Hjort, der grundlagde fabrikken på Bornholm, har lavet replikaer af runesten og af dåbskar fra Bornholmske kirker. Det samme gælder den gamle Kähler, der er afbilledet af Krøyer, siddende ved siden af sin tolkning af et stenalderkar. Der er noget magisk over de såkaldt primitive. De kunne altså noget, som vi har mistet. Her tænker jeg selvfølgelig på stenalderpottemageren – ikke på Hjort, Kähler og Krøyer.
Som ung irriterede det mig voldsomt, alt det der gamle Hjort og de der runesten. Jeg tænkte dengang, at vi skulle se at få tørlagt Øresund ved at få det smidt ud alt sammen. I mellemtiden har jeg fået lidt alder på sidebenene, og i stedet for at være en vred ung man, så mener jeg i dag, at man skal forsøge at favne det. Se, hvad man kan få ud af det. Men jeg må indrømme, at det var først da jeg arbejdede stenalderkarrene igennem, at jeg opdagede hvor eminente formgivere stenalderfolket egentlig var. Jeg må bøje mig i støvet for folk, som virkelig kunne betvinge leret for flere tusinde år siden.
Forhåbentlig stiller Stone Age Deacon beskueren i en form for tankerum om, hvem vi er i forhold til tidligere tider. Hvorfor vi er det og hvor vi skal hen. Det er et civilisationskritisk spørgsmål jeg stiller op. Jeg er afklaret med at de fagligt kunne noget dengang, som vi ikke evner længere og hvad skal og kan vi gøre ved det?