Michael Geertsen

'Keramik er den eneste kunstart, man kan få folk til at tage i munden'

Interessen for at arbejde med ler boomer. Aftenskoler og værksteder melder om ventelister på keramikhold, og ventelisterne bliver endnu længere, når TV2 i løbet af 2019 sender Keramik-Kampen. Keramik er blevet in igen. Med nysgerrighed efter selv at kunne formgive, farve og brænde ler følger også interessen for de professionelle keramikere og pottemagere. Hvem er de? Hvad laver de? Og hvad tænker de om faget? Vi har talt med en dansk keramiker med international stjernestatus. Over tre artikler fortæller Michael Geertsen om sit syn på keramik og keramikere – før, nu og i fremtiden. Her i den første artikel fortæller han om kærligheden til keramikken og keramikhistorien.

 

Af Business manager Dan Boding-Jensen, Cerama

Læs mere

Keramikeren Michael Geertsen bor og arbejder på Bornholm, og udstiller sine værker i prominente gallerier over hele kloden. Kundekredsen er både feinschmeckere og kendisser.

I den brede danske offentlighed er Michael Geertsen ikke på alles læber – endnu. Det ændrer sig sandsynligvis, når TV2 i løbet af 2019 blænder op for Keramik-Kampen, hvor han er en af dommerne. Cerama har nået at få et interview, inden hele Danmark kommer på fornavn med Michael Geertsen.

Vi mødtes til en snak i januar på udstillingen Bornholms Stemme – Kunst fra en World Craft Region i Officinet i København. Her udstiller han værket Stone Age Deacon. Som navnet antyder hilser det på stenalderens formgivning. Historien spiller nemlig en afgørende rolle for Michael Geertsen, der helst skaber sine værker i dialog med og respekt for det bedste fra fortiden:

-Jeg er på strandhugst i historien, når jeg laver mine ting. Historien er en evig inspiration. Jeg er måske en af de få, som ser historien som en ressource mere end som en hæmsko. Traditionen er ikke noget, man skal lægge låg på og smide i skraldespanden, tværtimod er det en kæmpe skatkiste.

Man kan stikke hånden ned i historien og trække en tilfældig periode op og betragte den. Når man ser på den, kan man blive forbløffet og tænke: Det var ligegodt satans! Dét kan vi lære noget af i dag.

Michael Geertsen
Michael Geertsen
Michael Geertsen
Michael Geertsen

Hvilke historiske keramikere er du særligt inspireret af?

-Først og fremmest Thorvald Bindesbøll og derefter Gustav Friedrich Hetsch. Hetsch var uddannet arkitekt, men det var ham som tegnede dessertstellet, der bruges på Christiansborg til de helt store opdækninger. En tredje er selvfølgelig Axel Johannes Salto. Ham kan jeg umuligt komme udenom. Måske er de i virkeligheden mere designere end de er keramikere, men de fortjener at blive fremhævet. Ikke mindst for deres samarbejde med specialister i de forskellige faser fra ler til produkt.

Salto og Hetsch samarbejdede med fabrikker. Det var samarbejder, hvor de i virkeligheden primært skulle dirigere et orkester. Det er, for mig at se, den rigtige måde at gøre det på. Når formgiveren har adgang til fagspecialister, giver det nogle muligheder, vi som keramikere i eget værksted har svært ved at skabe alene. På fabrikken kan du trække på fagligheden hos overdrejeren, hos brænderen og hos glasurmesteren. Alle er specialister, og som formgiver kan du dirigere fantastisk dygtige folk, de bedste der findes til netop denne del af processen. På den måde kan du få et værk til at stige til himmels. Du skal ikke bekymre dig om du nu er god nok til at dreje. Der er en drejer, som mestrer drejehåndværket til perfektion. Glasurmesteren kan udvikle den skæveste farve, du ønsker. Du skal simpelthen bare dirigere.

Er der nogen kvinder i historien?

-Ja, jeg nævner kun mænd, selvom faget er domineret af kvinder i dag og vel har været det siden 1960’erne. Men oprindelig var det jo et mandefag, ligesom mange håndværksfag var før i tiden. Alle landsbyer havde en pottemager eller to, som sad og drejede skåle. Dengang var det nødvendigt, at der blev lavet husgeråd. Det var først, da leret gled fra pottemagerværkestedet og ind i studiet, at herrerne forsvandt ud og værkstederne blev befolket af kvinder. Det ene er absolut ikke bedre end det andet. Det er bare et faktum, at mændene var der før kvinderne.

Hvilke internationale keramikere inspirerer dig?

-Jeg husker ikke lige navnene på dem, men der er et par gamle grækere, hvis værker stadig lever i dag, selv om de er fra år 500 før Kristus. Og så er der dem, der er tættere på samtiden. Her tror jeg, vi tager Berhard Palissy, Georg Edgar Ohr og Kazimir Malevitj. Selvom Malevitj reelt kun har lavet én tekande og én kop. Til gengæld er det den mest radikale tekande i mit univers. Jeg vil også fremhæve konstruktivisternes arbejde på Sankt Petersborg fabrikkerne i begyndelsen af 1920érne. Og så stopper vi her, inden det ender i ’name dropping’.

Hvilken betydning har keramikken haft for dit liv?

-Keramikken har formuleret mit liv. Den har altid haft første prioritet. Keramikken er min ægte viv. Den har givet mig et centrum og en mening med tilværelsen. En mening med min eksistens. Og så har det bragt mig rundt i hele verden. Jeg har været steder som LA, New York, Seoul og Hanoi. Keramikken har åbnet verden for mig –  i takt med at verden har åbnet sig for min keramik.

Oprindelig startede det med en hippiedrøm. Jeg blev keramiker, fordi jeg havde en idé om at jeg ville lave et modtryk til en verden, jeg allerede som ung syntes var begyndt at krølle sammen. Vi skal tilbage til 1983, til dengang nogle begyndte at købe en Commodore 64. Allerede dér var computerne begyndt at kravle ind i en virkelighed, som jeg ikke gad at være en del af.

Mine forældre var fabriksarbejdere, så det var naturligt for mig, at jeg ville lave noget, der indeholdt hele skabelsesprocessen fra A til Å. Den mulighed har man med keramik. Her er man med selv fra man åbner posen med leret til man åbner ovnen og står med et færdigt produkt.

Keramikken har jo været vores tro følgesvend igennem hele civilisationen. Den har været med os lige siden vi satte os ned og fik tag over hovedet. Hvis jeg er sammen med en kok, så diskuterer vi ofte ægget og hønen: Hvilken profession kom først – var det dem, der lavede maden eller dem, der lavede skålen? Kokken eller pottemageren?

Er det derfor stenalderen interesserer dig?

Netop. Stone Age Deacon på Bornholms Stemme er et godt eksempel på den mekanisme. Her har jeg kredset om stenalderkarret. Udgangspunktet var at se på, hvordan ser det første kar så ud, som vi har lavet som civilisation. Og så prøve at lokke essensen ud af det og skabe et samtidsværk. Et værk, som på en eller anden måde går i dialog med historien.

Det er en refleksion over stenalderkarret i en dekonstruktivistisk tid. I en dekonstruktiv kontekst. Det er knyttet til tiden, da jeg ankom til Bornholm. Jeg er ikke den eneste pottemager, som har opdaget stenalderen. Folk som Lauritz Hjort, der grundlagde fabrikken på Bornholm, har lavet replikaer af runesten og af dåbskar fra Bornholmske kirker. Det samme gælder den gamle Kähler, der er afbilledet af Krøyer, siddende ved siden af sin tolkning af et stenalderkar. Der er noget magisk over de såkaldt primitive. De kunne altså noget, som vi har mistet. Her tænker jeg selvfølgelig på stenalderpottemageren – ikke på Hjort, Kähler og Krøyer.

Som ung irriterede det mig voldsomt, alt det der gamle Hjort og de der runesten. Jeg tænkte dengang, at vi skulle se at få tørlagt Øresund ved at få det smidt ud alt sammen. I mellemtiden har jeg fået lidt alder på sidebenene, og i stedet for at være en vred ung man, så mener jeg i dag, at man skal forsøge at favne det. Se, hvad man kan få ud af det. Men jeg må indrømme, at det var først da jeg arbejdede stenalderkarrene  igennem, at jeg opdagede hvor eminente formgivere stenalderfolket egentlig var. Jeg må bøje mig i støvet for folk, som virkelig kunne betvinge leret for flere tusinde år siden.

Forhåbentlig stiller Stone Age Deacon beskueren i en form for tankerum om, hvem vi er i forhold til tidligere tider. Hvorfor vi er det og hvor vi skal hen. Det er et civilisationskritisk spørgsmål jeg stiller op. Jeg er afklaret med at de fagligt kunne noget dengang, som vi ikke evner længere og hvad skal og kan vi gøre ved det?

Hvad skal keramikere og keramikken opnå i fremtiden?

-Jeg ved ikke om den skal opnå noget. Jeg synes bare at keramikken skal beholde sin position. Sandheden er jo, at keramik stadig er den eneste kunstart, som du kan få folk til at tage i munden.

Michael Geertsen

Michael Geertsen har meget mere på hjerte.

Så meget at det fylder endnu to artikler. Den næste artikel Hvert individ sit kunstneriske sprog handler om udfordringen ved at arbejde i et lille keramikermiljø. som det danske – og balancen mellem at hente inspiration fra andre og finde sit eget udtryk. Både når man udtrykker sig som kunstner og når man som Michael Geertsen får mulighed for at være leverandør af kunsthåndværk til hæderkronede danske designvirksomheder.

Mere om Michael Geertsen, klik her