Svind i støbeler

Støbelerets svindprocent øges med stigende vandindhold. Ler svinder mere under tørring og brænding jo mere vand, det indeholder, og vandindholdet i en støbt lervæg afhænger i høj grad af forholdet mellem flokkuleret og deflokkuleret ler. Det skyldes, at det flokkulerede lers uregelmæssige struktur giver plads til mere vand end det deflokkulerede ler, der har en regelmæssig, lagdelt struktur. Ler, der er underdeflokkuleret, giver derfor ret vandholdige støbninger, der kan være så bløde, at de deformerer, når de tages ud af støbeformen. Overdeflokkuleret ler giver derimod vandfattige støbninger, der kan være så tørre, at de revner under tørring eller brænding. Forskellen i vandindhold bevirker, at det underdeflokkulerede ler svinder mere end det overdeflokkulerede ler ved tørring og brænding.

Hvis man tilsætter mere vand til støbeleret, bliver deflokkulenten (f. eks. Dispex) fortyndet, og graden af deflokkulering vil dermed formindskes. Man risikerer derfor at støbeleret svinder mere end før.

Deflokkulering er en langsom proces. Den kan fremskyndes ved kraftig omrøring indtil viskositeten er faldet til et stabilt niveau. Hvis deflokkuleringen ikke er løbet til ende ved fremstilling af leret, vil svindprocenten være højere i starten og falde til et stabilt, lavere niveau ved henstand.

Jeg kan illustrere disse forhold med følgende historie: Jeg benytter et støbeler, som jeg selv blander. Første gang jeg lavede det, fulgte jeg opskriften nøje og lod det stå natten over, hvorefter jeg sigtede det gennem en 60-mesh sigte. Første gang jeg brugte leret, kom der mange luftblærer i overfladen af støbningerne, hvad der almindeligvis er tegn på at leret er underdeflokkuleret. Det hjalp at tilsætte mere Dispex, men hver gang jeg ville støbe med nogle dages mellemrum kom der atter luftblærer, så jeg måtte tilsætte mere Dispex.

Jeg nåede til sidst op på 1,4 gange den angivne mængde, som jeg derefter brugte hver gang jeg lavede nye portioner af leret. Støbningerne blev fine, men til min undren blev de af og til for små. Det var lysestager, så lysfatningen skulle have en bestemt størrelse. Det viste sig, at støbningerne blev for små, når jeg brugte støbeleret ind til 14 dage efter at det var lavet. Brugte jeg det én til to måneder senere, fik de den korrekte størrelse. Efter tre måneder var svindet uændret, men der var dannet et hårdt bundfald, og støbningerne krakelerede ved tørring.

Leret var tydeligvis overdeflokkuleret, og deflokkuleringen var åbenbart sket ganske gradvist i løbet af 2 – 3 måneder. Så lavede jeg en ny portion af leret og stillede det til kraftig omrøring, hvorefter udfældningen skete efter blot 2 – 3 timer!

Nu blander jeg støbeleret som før og tilsætter den angivne mængde Dispex, hvorefter jeg måler og evt. justerer vægtfylden, så den er den samme fra gang til gang. Det er bedre at måle vægtfylden, som er konstant, end flydetallet, som kan variere med viskositeten. Til sidst stiller jeg leret til kraftig omrøring og måler viskositeten med jævne mellemrum ved at notere den tid det tager for en givent volumen af leret at løbe igennem en tragt med et snævert udløb. Viskositeten er høj i starten og falder med tiden. Når den ikke længere ændrer sig, er deflokkuleringen løbet til ende, hvorefter leret er klar til brug.

NB: Måling af lerets viskositet skal ske STRAKS efter omrøring, da leret er thixotropt, og viskositeten stiger derfor hurtigt ved henstand.