Michael Geertsen 'Hvert individ sit kunstneriske sprog'

Hvordan har du fundet dit udtryk?
"Mit udgangspunkt er et modsvar til 1970’ernes keramik. Et modsvar til den indforståethed, hvor keramik kun kunne være en skål eller en vase.

Det begyndte, da jeg var i lære som pottemagersvend i 80’erne, hvor vi sad og drejede i grov chamotteler. Efter svendeprøven blev jeg uddannet som keramiker fra Skolen for Brugskunst, hvor jeg tog en overbygning i industrielt design. Her fik jeg en blanding af en fri tilgang til formgivning og en meget bunden.

Med bøjet hoved og stor ydmyghed vil jeg sige, at jeg ser mig selv som en type kunstner ud af Bauhaus-traditionen. Bauhaus var en designskole med en kunstnerisk bevidsthed om at det rene, rensede produkt har en kunstnerisk vigtig agenda. Hvis vi ikke skal dø åndeligt, er det nødvendigt, at der er formgivere eller billedhuggere, som går ind og tegner vores hverdagsprodukter.

Det præger mit formsprog, at jeg er klassisk uddannet."

Er kunsten i dag for præget af ”Hvad synes du selv”?
"For mig at se, er det senmoderne største fejltagelse, at vi lægger alt ud til individet. Der er ikke længere nogen kunstnerisk konsensus. Trenden er, at du kan tage en ovnplade, smide 2 kg ler ud over den, tømme nogle oxider og så brænde det så hårdt du kan, så er det sørme godt nok. Det har jeg svært ved at respektere som et kunstnerisk udsagn. Lige på den front, er jeg en sur gammel mand.

Jeg er fortaler for, at kunst er udlagt af ’at kunne ’og ikke af ’hvis du kan det, så er det ingen kunst’. Jeg mener ikke at der findes ”fri kunst”. Vi står alle sammen på skuldrene af tidligere generationer, og det er naivt at tro, at vi kan noget særligt i dag.

Konflikten bliver særligt tydelig, hvis du begynder at kigge på de gamle ting og tage dem alvorligt. Du bliver tvunget i knæ, når du står overfor Sung-dynastiets porcelæner (960-1279, red.). Ligegyldigt hvordan vi tér os og hvor dygtige vi bliver, kan vi kun blive en vag kopi. Vi når dem kun til anklerne.

Omvendt må man også acceptere, at der er grænser for hvad man kan nå som individ i en tid, hvor man skal både det ene og det andet. Selvfølgelig er der forskel på at være keramiker i dag i forhold til at være på et kejserligt privilegeret værksted, hvor ens eneste opgave i livet er at udvikle den perfekte celadonflaske for kejseren.

Men vi ser spor af noget af det samme hele vejen op igennem historien. Vi skal ikke længere tilbage end til Verdensudstillingerne for 100 år siden, hvor nationer konkurrerede på frembringelser: ”Vi laver de bedste traktorer”. ”Vi laver det flotteste porcelæn”.

Hellere have den overligger, end tidens tendens til at ’jeg er den største som nogensinde har betrådt den her jord’. Hvis man påstår at man uden skoling kan nå et stadie, som når over den kejserligt privilegerede celadonflaskekeramiker, er man blåøjet. Det er jo desværre sådan i dag, at når man uddanner kunstnere, fylder man dem med så meget varm luft, at de simpelthen kan flyve til sidst."

 
Hvornår er man så en succes som keramiker?
"Hver udøver skal ideelt set repræsentere en kunstnerisk retning eller et eget sprog. Når du kan stille dig frem med en selvformuleret potte, og ikke bare med ”Se! jeg kan lave en Lucie Rie ”. Det er ikke interessant. Når det sker, ville jeg sige: Tilbage til studiet, og lad mig se hvad du kan præstere, når du har gidet tage den en postgang til.

Vi står alle på skuldrene af hinanden, men der er også nogle, der copy paster. Det kan vi ikke tåle i det keramiske miljø. Når du stiller op med den selvformulerede potte, så er du en succes. Det må være svaret. Hver gang nogen kopierer, så ødelægger de markedet. Det gør ikke noget, at man kan fornemme lidt George Ohr, men hvis du laver copy-paste, så står jeg af. Så skælder jeg ud. Det er ok at lade sig inspirere, men det er tarveligt at kopiere.

Om noget er en succes, må også afhænge af, hvad der er det rigtige mål for individet. Hvis drømmen for dig er at komme på Forårsudstillingen på Charlottenborg, så er du en succes, hvis du når det. Hvis målet er at lave et stort indsalg af kopper til Imerco, så er det det. Som jeg sagde før, er jeg skolet af Bauhaustanken, så jeg har lige så meget respekt for folk, som gør det godt med deres produktlinje, som folk der får deres ting på kunstmuseer."

 
Stækker det ikke de kunstneriske vinger at arbejde for industrien?
"Andre keramikere ser det måske som at de får pillet deres vinger af. Jeg ser det mere som, hvor meget kan vi pille af, for der stadigvæk er en sommerfugl tilbage? Hvis du kan holde balancen, kan jeg ikke se at der er noget problem i at bevæge sig ind og ud af de forskellige positioner. Det handler grundlæggende om det samme; om at betvinge leret.

Jeg har for eksempel lige lavet en lampe for Fritz Hansen i porcelæn. For mig er det lige så vigtigt at kunne arbejde med unika, som at kunne skabe definerede produkter, der skal passe til opdragsgiveren. Når det gælder Fritz Hansen, så dur det for eksempel ikke, at der er guld eller javertusser over det hele. Jeg prøver, men de får det lynhurtigt pillet af mig. Det modspil, en producent kan give, kan sagtens være en kunstnerisk udfordring."